Ifølge den nye tyske republiks grundlov var alle Tysklands borgere lige for loven. Det blev desuden for de nationale mindretals vedkommende i artikel 113 fastslået, at ”Rigets fremmedsprogede folkeslag ikke gennem lovgivning eller forvaltning må begrænses i deres frie, folkelige udvikling, særlig ikke med hensyn til brug af modersmålet i undervisningen, eller gennem intern forvaltning og retspleje.” Der var tale om et stort fremskridt i forhold til kejsertiden, mindretallene blev nu i princippet accepteret af staten. I praksis tog det dog nogen tid for den tyske embedsstand at vænne sig til de nye forhold, og bedre blev det ikke af, at nogen betragtede mindretallet som en hindring for en grænseændring.


Se mere på sydslesvighistorie.dk: