Artilleriet

Tung tysk kanon med en del af sit mandskab. Den 6,3 tons tunge såkaldte mørser havde en kaliber på 21 cm og kunne skyde en 111 kg tung granat 9,4 km. Ifølge påskriften skal fotoet være taget ved Verdun i Frankrig, hvor franskmænd og tyskere fra februar til december 1916 udkæmpede et af verdenskrigens blodigste slag. Kanonen må enten lige være bragt i stilling eller på vej bort, da den er uden nogen form for camouflage, noget der ved Verdun meget hurtigt tiltrak sig det fjendtlige artilleris opmærksomhed. Verdenskrigens hurtigtskydende og langtrækkende kanoner dominerede slagmarkerne. Under de store offensiver bombarderedes de fjendtlige skyttegrave i dagevis for at forberede infanteriets angreb. Som regel kunne man ødelægge de forreste skyttegrave og dækningsrum, i en grad så at de få overlevende ikke kunne modstå det fjendtlige infanteri. Men så greb forsvarets kanoner ind og forsøgte ofte med held at forhindre angriberens forstærkninger i at nå frem. Langt størstedelen af krigens dræbte og sårede, skyldtes artilleriet, og kanonernes store ildkraft, men manglende mobilitet var en af de vigtigste årsager til, at verdenskrigen blev en stillingskrig.


Se mere på sydslesvighistorie.dk:

Steder