Administrationssproget i Slesvig/Sønderjylland havde siden midten af middelalderen været tysk, og grænsen for tysk som folkesprog rykkede hele tiden længere mod nord. Allerede før Treårskrigen havde der været planer om at styrke det danske sprog i landsdelen, men først efter det slesvig-holstenske nederlag indførte man i 1851 de såkaldte sprogreskripter. I den nordlige del indførtes dansk som kirke- og skolesprog, mens der i et område syd for Flensborg, betegnet som Mellemslesvig, indførtes dansk i skolen med fire ugentlige tysktimer, og vekslende kirkesprog. Reskripternes nytte var dog meget begrænset, tysk var blevet for udbredt i de sydlige dele til at udviklingen kunne vendes, og for de tysksprogede føltes det som et overgreb - og for bevægelsen for slesvig-holstensk selvstændighed var det derfor et godt argument mod dansk styre .


Se mere på sydslesvighistorie.dk: